Masai har indgået et designsamarbejde med billedkunstner Birgitte Lund til vinterkollektionen 2021, hvor fire af hendes kunstværker er blevet til unikke og smukke tørklæder
Birgitte Lund
November 2021
Kunstner
Jeg bliver kontaktet af Lene Louderback MASAI´s chefdesigner, som gerne vil have mig til at designe nogle tørklæder, der tager udgangspunkt i mine malerier. Masai udvælger derefter 4 unikke værker til aflange uldtørklæder og et kvadratisk silketørklæde. De fire værker repræsenterer de forskellige kunstneriske greb, som jeg arbejder med. De består af maleri, fotografi, tryk og tegning. De værker, vi har valgt til kollektionen, er malet i mange ekspressive lag. De har et meget progressivt udtryk, hvor noget er hældt på, noget er malet på og noget sprøjtet på. Dele af det er kalligraferet og farvene, som jeg har brugt, er meget kraftfulde og sensuelle.
Jeg har arbejdet som billedkunster de sidste 36 år. I mine billeder er jeg optaget af lyset, af det taktile, af farverne og af alle de mange lag, som jeg bygger mine billeder op af. Jeg holder meget af langsommeligheden i processen og i at fordybe mig i hvert billede. Mine billeder bliver til i mange tempi og over lang tid - nogle processer er fysiske, andre kontrollerede og andre igen meditative. Jeg tror egentligt, at mine værker kan ses som manifestationer af forskellige stemninger og aftegninger i mig selv. Men jeg forsøger også at skabe billeder, der inviterer beskueren på en sanserejse ind i de fortællinger, jeg maler.
Vi har brug for skønhed. Det er ligesom, når vi vælger at se det positive og det lyse i ting. Men skønhed i sig selv er ikke interessant, for det skal have noget at spille op i mod. Der skal være noget foruroligende, der skal være noget skræmmende, for der skal være en balance mellem det smukke og umiddelbare og det mere besværlige, det mørke, det dybe og lidt farlige. Skønhed kræver modspil og kontrast.
Jeg er 62 år, og jeg befinder mig rigtig godt, hvor jeg er lige nu. Men vi lever også i et samfund, hvor det at blive ældre ikke er nemt, for der er mange vanskelige ting forbundet med det. Det handler både om den måde samfundet ser på os, men måske også den måde, hvorpå vi opfatter os selv. Omvendt oplever jeg også, at både jeg selv og rigtig mange af de kvinder, jeg kender, har det godt i deres liv, hvor de har fundet en form for ny plads spundet på alle de erfaringer, de har gjort sig gennem livet. På grund af valg, jeg har truffet, er jeg et meget privilegeret menneske. Jeg lever med en stor grad af frihed, hvor jeg med mit arbejde kan følge mit hjerte og gøre det, jeg elsker og er god til.
På alle planer har jeg med tiden fundet en større accept og ro i mig selv. Jeg er ikke så hård og kritisk overfor mig selv, som da jeg var yngre. Jeg elsker alle de tegninger, der ligger i mit eget ansigt, for de fortæller om alle de historier, jeg har været igennem og alle de chancer, som jeg har taget i livet.
MASAI STORIES er portrætter, der handler om kvindeliv gennem tanker og refleksioner fra engagerede og passionerede kvinder. Historierne handler om diversitet, åbenhed, om mod og ikke mindst om friheden til at være og vælge sig selv. Gennem mødet med forskellige kvinder, der alle inspirerer os med deres livsvalg og kreativitet, har vi ønsket at skabe et særligt indblik i kvindernes universer. Herigennem viser vi dén skønhed og styrke, der opstår, når livspassioner får mulighed for at folde sig ud, og når man vælger at lytte til sig selv og gøre det, man drømmer om.
Se andre stories
Se alleCarina Simons
Carina Simons har altid fulgt hendes hjerte; både når det handlede om livsvalg og karriere. Det ledte hende i sin tid til Røde Kors, hvor hun i dag er marketingansvarlig for Røde Kors genbrug, der rejser penge til sårbare mennesker særligt i det danske samfund. Sidste år indgik Masai og Røde Kors et særligt samarbejde, hvor Masais kunder kan aflevere deres gamle Masai tøj i én af Masai’s butikker, herefter sendes det til Røde Kors genbrugsbutikker. Som tak giver Masai alle kunder en rabat på deres næste køb.
Anna Normann
Anna Norrman er egentlig svensk men elsker Danmark og danskere, og derfor har hun skabt et boutique fristed langt ude på landet, hvor hun hylder det uperfekte og udfordrer danskernes forkærlighed til farven hvid. Hos The Norrmans smelter et bæredygtigt syn på mad og indretning kærligt sammen.