Veronica Hodges

Papirkunstner Veronica Hodges samler på kvindelige kunstnere fra 1800-tallet malet af kvinder, fordi hun mener, at de har en anden ærlighed og sensualitet, end hvis en mand havde malet dem. Hun mener også at livsglæde er en form for kreativitet, og at kreativitet er en muskel man skal øve sig i; ligesom alt muligt andet.

Jeg tror, man skal være kreativ for at leve et godt liv, som man er glad for. Det kræver en vis portion kreativitet ikke at kede sig og blive ved med at være begejstret. Det kan godt være, at man taler om at være kreativ, når man tager billeder eller maler, men du skal jo også være kreativ for at få et samfund til at fungere. Livsglæde er vel en form for kreativitet, det vil jeg vove at påstå, men man skal nok vælge en gren; om det så er økonomi, at klippe eller være skulptør.

Min passion for kvindelige kunstnere fra 1800-tallet stammer fra min far, der var kunstmaler og malede både min mor og mig og mange kvinder. Kvinder, der maler kvinder, er noget andet end mænd, der maler kvinder. Man ser en anden ærlighed og en sensualitet, som jeg synes er utrolig interessant. Det er ikke kroppen som et objekt men kroppen som mor og som kvinde, og der er så meget mere liv i det, synes jeg. Hver gang jeg er faldet for et billede, så er det motivet jeg falder for, og så finder jeg ud af bagefter, at det er en kvinde, der har malet en kvinde. Så der er klart et eller andet der fanger mit øje, og det sker igen og igen. For mig er der en umiddelbarhed i billederne, og jeg tror, at det er en følelse af, at det er ærligt. Kvinden som objekt eller hendes bryster er ikke, det som gør maleriet interessant. Det, der er interessant er, at man når ind til essensen af den sjæl, der er. Jeg tror, at når man er kvinde, der maler en anden kvinde, så går man direkte derhen.

Jeg købte mit første billede, da jeg var studerende. Jeg kom cyklende ned ad Gammel Kongevej, så det her billede og tænkte: ”Gud, det må jeg eje! Men det koster garanteret utrolig mange penge.” Jeg turde ikke engang gå ind og spørge, hvad det kostede. Jeg gjorde det alligevel og fik at vide, at det kostede 30.000 kr. Jeg gik ud igen og tænkte, at det kunne jeg ikke. Så havde jeg en veninde, som lige havde arvet fra hendes far, og hun endte med at låne mig pengene, Jeg betalte af på det billede i 6 år, før det var mit. Jeg samler ikke på billederne, fordi de har en værdi, jeg samler på dem, fordi de taler til mig. Det er sådan en form for slægtskab, jeg oplever med billederne og kvinderne, og jeg føler nærmest, at de kommer hjem til mig, nu er vi sammen. Så har jeg mine veninder omkring mig. Måske er alle de her kvinder i virkeligheden bare sider af mig selv.

Hvordan bliver man bliver så god til at klippe i papir? Egentlig tror jeg det er et redskab, det er et redskab til at formgive noget, som man har inde i hovedet. Så bliver man ved, indtil det man har inde i hovedet og mellem hænderne, er det samme – eller bedre. Det er nok noget med, om man er god til visualisere det, man ser, til noget fysisk. Kan man få en tanke til at materialisere sig? Det er vel egentlig dét, den kreative proces er. Det er en muskel man skal øve, ligesom alt muligt andet, tænker jeg.

Som en kvindelig kunstner i dag, så tror jeg, at det er vigtigt, at have støtte fra en partner eller nogle der tror på dig. Jeg tror, at det var meget sværere før i tiden, da man hurtigt fik en masse børn, og hvor mange måske døde, og hvor det var morens ansvar alene at tage sig af børnene. Når jeg begynder at studere de kvinder, der har fået lov til at male, kan jeg jo se, at de har haft mænd, der har støttet dem, og de har fået lov til at sidde og male 12 timer om dagen, mens der måske har været skrigende unger et eller andet sted. Nogen af dem har selv haft mænd, der har været kunstnere, så de har kunne forstå det. Det, tror jeg, er en præmis for at kunne dygtiggøre sig. For én ting er at sidde og lave skiftende portrætter, men at blive så god, som mange af de kvinder som jeg er interesseret i er, der skal du bruge meget tid.

Jeg bliver meget begejstret af at se materialer, det er ligesom, når jeg rører noget, så kommer der en form for resonans. Så bliver jeg begejstret, så får jeg lyst til at røre ved det og gøre noget ved det, at omformulere det. Jeg tror grundlæggende, at det er en livsindstilling, hvis man ikke ser mulighederne i dét, der er foran én, så lukker verden sig jo ned. Kreativiteten ligger i, at tingene ændrer sig, og at livet ændrer sig.

MASAI STORIES er portrætter, der handler om kvindeliv gennem tanker og refleksioner fra engagerede og passionerede kvinder. Historierne handler om diversitet, åbenhed, om mod og ikke mindst om friheden til at være og vælge sig selv. Gennem mødet med forskellige kvinder, der alle inspirerer os med deres livsvalg og kreativitet, har vi ønsket at skabe et særligt indblik i kvindernes universer. Herigennem viser vi dén skønhed og styrke, der opstår, når livspassioner får mulighed for at folde sig ud, og når man vælger at lytte til sig selv og gøre det, man drømmer om.